Skæbnen har en mærkelig måde at minde os om vores fortid på, især når vi tror, vi har gemt den langt væk bag mure af penge og succes. En aften i hjertet af København, i en restaurant fyldt med duften af dyre vine og lyden af poleret sølv, sad Hr. Erik Jensen. Han var en mand af få ord, kold og præcis. Men pludselig mærkede han et nærvær, der ikke passede ind i denne verden af luksus. En lille pige, barfodet og i en laset kjole, stod ved hans bord.
Hun bad ikke om penge. Hun så bare på ham med øjne, der bar på en dyb sorg. — Jeg er sulten… — sagde hun så lavt, at det næsten druknede i støjen. En kvinde ved nabobordet trak sig væk med et udtryk af afsky. — Hvor er det modbydeligt, — mumlede hun. — Hvordan kan de lade sådan et barn komme herind? Vagten var allerede på vej for at fjerne hende, men Erik løftede hånden. Han havde fået øje på noget: en lille sølvhjerte-halskæde, der hang om pigens hals. Hans hjerte sprang et slag over.
— Hvor har du fået den fra? — spurgte han med en stemme, der dirrede. — Min mor gav mig den… — svarede pigen. — Hendes navn er Karen.
Navnet “Karen” ramte Erik som en fysisk smerte. Det var navnet på den kvinde, han havde forladt for tyve år siden for at forfølge sine drømme i udlandet. Han havde aldrig set sig tilbage, før nu. Han satte sig på stolen overfor pigen, fuldstændig ligeglad med de fornemme gæsters blikke. Hans rige liv føltes pludselig tomt og meningsløst.
— Hvor er din mor nu, lille ven? — spurgte han, mens tårerne pressede sig på. — Hun sover på banegården, — sagde pigen stille. — Hun siger, hun er træt, og nogle gange kan jeg ikke vække hende. Erik rystede over hele kroppen. Han tog et gammelt, slidt fotografi op af sin tegnebog. På billedet stod en ung Karen med det samme sølvhjerte, og han selv stod ved siden af hende, ung og forelsket. Pigen kiggede på billedet og nikkede ivrigt.
— Det er min mor! — udbrød hun. I det øjeblik forstod Erik, at han ikke bare så på en fremmed pige, men på sin egen datter, som han aldrig vidste eksisterede. Han rejste sig hurtigt, løftede pigen op i sine arme og forlod restauranten uden at se sig tilbage. Han vidste, at han havde begået sit livs største fejl, men nu havde han en chance for at rette op på det. Han ville finde Karen, uanset hvad det kostede.
Tror du på, at det er muligt at starte forfra, selv efter man har begået så store fejl i sit liv? Kan penge nogensinde gøre op for tabt tid med dem, man elsker?