Nogle gange er sandheden som et anker, der trækker dig ned i dybet, indtil du lærer at svømme igen. I den lille café “Havnegrillen” var luften tyk af friture og lyden af regn mod ruden. I det fjerneste hjørne, under et blinkende neonskilt, sad en mand ved navn Erik. Hans lange grå hår var bundet tilbage, og et dybt ar på siden af ansigtet fortalte historier om en fortid, som ingen i byen turde spørge ind til. Hans lædervest var slidt og dækket af mærker fra en svunden tid.
Pludselig blev stilheden brudt af den svage lyd af hjul. En lille pige ved navn Freja, som sad i en lys lilla kørestol, rullede direkte hen til Eriks bord. Stjerner og måner på hendes hjul glimtede under caféens skarpe lys. Hun stoppede op og så ham direkte i øjnene med et blik, der var fyldt med en mærkelig form for genkendelse.
— Må jeg sidde her? spurgte hun med en stemme, der var både blid og beslutsom.
Bag hende stivnede en ældre kvinde, fru Karen. Hendes ansigt blev askegråt, og hun greb fat i kørestolens håndtag.
— Freja, vær sød ikke at forstyrre. Undskyld os, vi er på vej ud, skyndte Karen sig at sige med bævrende stemme.
Erik løftede langsomt blikket. Han smilede ikke, men der var ingen trussel i hans øjne — kun en dyb, uendelig træthed. Hele caféen gik i stå. Servitricen stoppede op, og to betjente ved disken vendte sig for at se, hvad der skete. Men Freja veg ikke. Hun lænede sig ind over bordet og hviskede:
— Jeg har noget, jeg skal vise dig. Det har ligget gemt i lang tid.
Pigen stak hånden ned i en lille pose ved sit tæppe og trak et gammelt, krøllet fotografi frem. Hun lagde det på bordet og skubbede det forsigtigt hen mod Erik. Da han så billedet, føltes det som om hele verden forsvandt. Det var et falmet billede af en meget yngre udgave af ham selv, der holdt en baby svøbt i et tæppe med præcis de samme stjerner og måner, som var på Frejas kørestol. Hans hænder begyndte at ryste uforudsigeligt.
Eriks åndedræt stoppede et øjeblik. Han så på billedet, så på Freja og derefter på tæppet i hendes skød. Fru Karen stod nu og græd lydløst, mens hendes mand, hr. Ole, stirrede på Erik med et blik fyldt med både vrede og en gammel, opsparet sorg. Det var som om, en dæmning af hemmeligheder var ved at briste.
— Hvem er hun? spurgte Erik med en stemme, der knækkede.
— Det er Annas pige, svarede Ole kortfattet.
Navnet “Anna” ramte Erik som et lyn. Anna havde været den eneste, der nogensinde virkelig forstod ham, før alt gik galt — før fængslet, volden og det liv, han aldrig ville ønske for et barn. Dengang fik han at vide, at hun var rejst væk med en anden, og at barnet ikke var hans. Han troede på løgnen, fordi han følte sig uværdig til kærlighed. Og nu sad beviset på hans livs største fejltagelse lige foran ham.
— Mor døde sidste vinter, sagde Freja lavmælt. — Bedstemor fandt dette billede gemt i hendes Bibel. Mor sagde… at hvis jeg nogensinde blev bange og så manden med arret, så ville jeg være i sikkerhed. Hun sagde, at han aldrig ville lade nogen gøre mig ondt igen.
Erik kunne mærke tårerne presse sig på. Alt det hårde og farlige ved ham smuldrede væk. Han rakte hånden ud og rørte ved pigens små fingre. Han indså nu, at han var blevet snydt for de vigtigste år af sit liv af en person, han engang stolede på. Netop da gik døren til caféen op, og en mand i et dyrt jakkesæt trådte ind — den selvsamme mand, der havde fortalt Erik alle løgnene for år tilbage.
Freja pegede mod døren og sagde med rystende stemme:
— Det er ham… manden der sagde, at du var død, og at vi ikke betød noget for dig…
Tror du på, at det nogensinde er for sent at starte forfra og blive den far, man aldrig fik lov til at være, og hvad ville du have gjort i Eriks situation?