Natten føltes som et uendeligt sort hul, hvor gadelygternes skær susede forbi vinduet som fragmenter af et knust spejl. Freja klamrede sig til rattet med den ene hånd, mens hun med den anden holdt sin telefon i et dirrende greb. Hun filmede sig selv – tårerne strømmede ned ad hendes kinder og blandede sig med mascaraen, der dannede mørke floder i hendes ansigt.
— ”Han forfølger mig… han stopper aldrig!” — råbte hun med en stemme, der knækkede af ren rædsel, mens bilens motor brølede i den kolde natteอากาศ.
Bilen drønede gennem mørket, og Freja kastede et hurtigt blik i bakspejlet. Hendes hjerte sprang et slag over. Forlygter. De var alt for tæt på, blændende og nådesløse. Den fremmede skygge bag hende syntes at fortære asfalten bag hendes bil. Hendes vejrtrækning blev hurtigere, brystet snørede sig sammen i panik, og telefonen var ved at glide ud af hendes svedige håndflade.
— ”Jeg beder jer… hjælp mig dog…” — hviskede hun, lige før et voldsomt metalsammenstød flængede nattens stilhed.
Hendes bil rykkede brutalt fremad, og Freja udstødte et gisp af smerte, da sikkerhedsselen skar sig ind i hendes skulder. Lyset fra forlygterne bag hende fyldte nu hele spejlet, som om det ville brænde hende levende. Hendes hænder rystede ukontrolleret på rattet, og vejen foran hende blev til en utydelig tåge. Pludselig skød en anden bil ud fra en sidevej. Det gik alt for stærkt. Freja rykkede i rattet, kameraet snurrede rundt i et vildt kaos, og lige før det endelige brag udstødte hun sine sidste ord:
— ”Han har fundet mig…” — Så kom mørket, lyden af knust metal og en gravkammeragtig stilhed.
Stilheden efter ulykken var øredøvende, kun afbrudt af den tikkende lyd fra det varme metal, der kølede af. Mads, en ung biologistuderende, der var på vej hjem efter en sen læsesalssession, bremsede hårdt op ved vejkanten. Han løb hen mod det rygende vrag, mens han febrilsk forsøgte at huske alt, hvad han havde lært på sit førstehjælpskursus. Inde i bilen så han en kvinde, der lå helt stille, men han kunne se hendes brystkasse hæve sig svagt.
— ”Kan du høre mig? Prøv at trykke min hånd, hvis du kan!” — råbte Mads, mens han kæmpede for at få den fastklemte dør op.
Freja slog langsomt øjnene op, og det første, hun så, var Mads’ bekymrede ansigt. I et kort øjeblik lyste ren rædsel i hendes øjne – hun troede, det var ham, hendes bøddel, der var vendt tilbage. Men Mads’ stemme var mild og fuld af omsorg, intet lig den iskolde vrede, hun havde flygtet fra hele natten. Han hjalp hende forsigtigt ud og lagde hende på græsset, mens ambulancernes fjerne hylen begyndte at nærme sig.
— ”Du er i sikkerhed nu, jeg bliver hos dig,” — beroligede Mads hende, selvom han mærkede en isnende fornemmelse af, at noget var helt galt.
Da politiet ankom, rystede efterforskeren uforstående på hovedet. Ifølge alle spor på vejen var der intet bevis for et andet køretøj, der skulle have ramt Freja bagfra. Det lignede en soloulykke, hvor føreren havde mistet kontrollen. Freja holdt dog fast i sin forklaring på hospitalet. Mads vendte næste dag tilbage til ulykkesstedet og fandt hendes telefon i det høje græs.
Da han så den sidste video igennem, stivnede blodet i hans årer. Man så Frejas ansigt og lysene i spejlet, men da bilen rullede rundt, fangede kameraet et kort glimt af en skikkelse, der stod helt stille i skovbrynet. Det var ikke en mand, men en sløret silhuet, der bar de nøjagtig samme smykker, som Freja havde på i videoen. Mads indså med et gys, at Freja ikke flygtede fra en fremmed, men fra en version af sig selv, han ikke kunne forklare.
Tror du, at vores værste frygt kan tage fysisk form og forfølge os, eller er der altid en logisk forklaring, som politiet bare overser? Har du nogensinde følt dig forfulgt af noget, du ikke kunne se? Skriv din mening i kommentarerne!